Konsulentfirmaernes salg til det offentlige er på fem år steget med 53 procent.
Det viser beregninger, som økonomiprofessor David Dreyer Lassen fra Københavns Universitet har udarbejdet ifølge Jyllands-Posten.
I årets første ni måneder alene omsatte rådgivningsbranchen for 4,2 milliarder kroner efter offentlige opgaver.
Men skatteydernes penge er ofte spildt ifølge kritikere.
I nogle tilfælde har staten nemlig betalt flere forskellige konsulentfirmaer for at skrive rapporter om samme emne. Samtidig bruger kommuner og hospitaler ofte konsulentfirmaer for at rekruttere ledere.
"Jeg har aldrig set konsulentfirmaerne gøre noget, som vi ikke har kunnet præstere selv, set i lyset af hospitalernes og regionernes store administrative stabe," siger Erik Kristensen, formand for Overlægeforeningen, til Jyllands-Posten.
Hos Socialdemokraterne mener finansordfører Morten Bødskov, at politikere og embedsmænd tørrer deres eget ansvar af med brugen af de dyre konsulenter.
"Konsulenternes anbefalinger bliver betragtet som en slags blåstempling, og derfor er motivationen for at bruge rådgivere større, når man står over for en svær beslutning. Men politikernes opgave er netop at træffe de vanskelige beslutninger," siger Morten Bødskov til Jyllands-Posten.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forsvarer brugen af konsulenterne med, at de i mange tilfælde modernisererer og effektiviserer den offentlige sektor. Men samtidig understreger han regeringens planer om at beskære statens konsulentforbrug med 125 millioner kroner.
"Vi skal hele tiden overveje, om konsulentkronerne bruges rigtigt," siger han til Jyllands-Posten.