Novak Djokovic kommer ikke til at genvinde titlen ved French Open i Paris.
Onsdag tabte den serbiske tennisspiller klart i kvartfinalen til Dominic Thiem.
Den sjetteseedede østriger vandt 7-6, 6-3, 6-0 og spillede sig dermed frem til semifinalen.
Her venter den ultimative udfordring i skikkelse af spanieren Rafael Nadal, der ni gange har vundet den franske grand slam-turnering på grus.
23-årige Dominic Thiem havde tabt samtlige fem indbyrdes kampe mod Novak Djokovic før onsdagens kamp i Paris.
Østrigeren fik imidlertid momentum for alvor, da han vandt første sæts tiebreak med 7-5.
Efter at have vundet andet sæt 6-3 blev Thiems ydmygelse af Djokovic total i tredje sæt.
Thiem brød Djokovic' serv tre gange og tildelte serberen et såkaldt æg.
Djokovic har siden triumfen sidste år i Paris haft svært ved at finde tilbage til det spil, der i en periode gjorde ham nærmest uovervindelig.
I december sidste år skilte Novak Djokovic sig af med træner Boris Becker, og for nylig sagde verdenstoeren farvel til sit øvrige trænerteam.
Under French Open har Novak Djokovic haft den tidligere storspiller Andre Agassi som træner.
Dominic Thiem er undertippet mod Rafael Nadal i fredagens kvartfinale, men østrigeren er trods alt kun bagud 2-4 i indbyrdes opgør.
Thiem er den eneste spiller, der i år har besejret Rafael Nadal på grus.
Det gjorde østrigeren i sidste måned i kvartfinalen ved ATP-turneringen i Rom.
/ritzau/