En opsigtsvækkende video fra et hemmeligt møde på Ibiza har sendt den østrigske regering til tælling.
Den østrigske kansler, Sebastian Kurz, har tidligt mandag aften således meddelt, at han vil have indenrigsminister Herbert Kickl fra det højrenationale regeringsparti Frihedspartiet (FPÖ) fyret.
Det har fået FPÖ til - som på forhånd varslet - straks at svare igen ved at trække samtlige resterende ministre.
Dermed er den østrigske regering for alvor smuldret.
Allerede lørdag gik vicekansler Heinz-Christian Strache fra FPÖ af.
Det skete, efter at en video fredag aften blev offentliggjort af de to store tyske aviser Bild og Süddeutsche Zeitung.
Videoen viser, hvordan vicekansler Strache under et hemmeligt møde på den spanske ø Ibiza med en påstået rig, russisk arving kommer med diverse mere eller mindre lyssky tilbud.
På mødet, tre måneder inden det østrigske valg i 2017, siger Strache, at den angiveligt russiske kvinde kan få gyldne statslige kontrakter, hvis hun køber en stor, østrigsk avis og sikrer pæn omtale af FPÖ.
Vicekansleren taler i den seks timer lange video også om at omgå reglerne for partistøtte. Men han fastholder, at tingene skal ske på lovlig vis.
Sebastian Kurz har mandag foreslået den østrigske præsident, Alexander Van der Bellen, at indenrigsminister Herbert Kickl fyres.
I Østrig er det præsidenten, der har magt til at fyre ministre.
Den østrigske kansler ønsker indenrigsministeren fyret for at sikre en "fuldstændig, gennemsigtig efterforskning af sagen".
I Østrig spekuleres der heftigt i videoens oprindelse. De tyske aviser vil ikke afsløre kilden, men der gættes i østrigske medier både på russiske og vestlige efterretningstjenester.
Den russiske forbindelse er især varm, fordi FPÖ samarbejder med den russiske præsident Vladimir Putins parti.
Også den tyske komiker Jan Böhmermann er i søgelyset. Han har tidligere refereret til Straches Ibiza-møde, og han har kendt til videoen i flere uger, siger hans agent i en kort udtalelse til nyhedsbureauet dpa.
Det er også et åbent spørgsmål, om der er flere afslørende videoer på vej.
Østrigs præsident meddelte søndag, at landet skal til valg først i september.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.