Billederne af idylliske bakketoppe og en ung Maria, der jodler om Østrigs fortræffeligheder, er forsvundet. Sig ordet Østrig, og følelsen af grusomhed dukker op i stedet.

For anden gang på få år oplever landet en fuldstændig pervers og forfærdelig tragedie, hvor endnu en ung pige er blevet spærret inde i en kælder i årevis. Først Natascha Kampusch, nu datteren Elisabeth Fritzl, der desuden fik børn i sit fangeskab.

Sound of musik er skiftet ud med lyden af horror - en lyd, man ikke er vant til.

Østrig er ikke USA

»Warum?« står der skrevet med rød maling på et skilt, som nogle aktivister har sat op.

Det giver ikke mening i Amstetten, hvor Josef Fritzl i 24 år indespærrede sin datter.

»I Amerika er det o.k., men her er det uforståeligt. Det ville være almindeligt i Amerika, for dér foregår der så mange andre ting. Men Østrig og Amerika er ikke det samme, og jeg synes, det er forfærdeligt, at sådan noget er foregået her,« siger bebeboer i Amstetten Antia Punz, mens datteren Laura leger på Ybbsstrasse foran skrækhuset.

Lærte at passe sig selv

Men det er altså sket. Ingen har opdaget, eller i hvert fald sagt, noget. Både Wolfgang Priklopil og Josef Fritzl fik lov til at udføre deres umenneskelige handlinger.

Hvorfor sker det lige her , spørger mennesker verden over, for Anita Punz har ret i, at Østrig jo netop ikke er USA.

Måske handler det om landets fortid og folkefærd. Her på Ybbsstrasse, hvor bageren lokker folk til med nybagt brød, og blomsterhandleren har sine farvestrålende varer ude på gaden, er husene lukket til.

Man taler ikke med dem på den anden side af vejen og hilser kun på de nærmeste naboer.

Denne lukkethed stammer måske fra nazi-tiden, hvor landet blev indlemmet i Det Tredje Rige. Ikke bare lærte man at holde sig for sig selv, man lærte også at leve i et topstyret samfund.

Levn fra nazi-tiden

»Østrigere er vant til at adlyde alle autoriteter. De er ekstremt katolske, de fleste af dem, og i nazi-tiden var den officielle hilsen grüssgott und heil Hitler . Mange af dem føler, at de er en ø uden for resten af verden,« siger ejeren af en lokal restaurant.

Landet har tidligere gemt på hemmeligheder og pyntet på sin fortid. Under Anden Verdenskrig stod Østrig for deportationen af flest jøder, og der lå to koncentrationslejre i landet. Myndighederne strategi har været at holde en masse følsomme ting væk fra medierne, så det østrigske folk har blevet opdraget til at fortie.

Genovese-syndromet

Men i virkeligheden handler det om, at grusomheder kan ske alle steder, og at alle mennesker kan vende det blinde øje til.

Vi kender det herhjemme fra sagen om den unge pige, der blev slæbt gennem Nørrebro i København og tre gange voldtaget undervejs, uden at nogen forbipasserende greb ind.

Den manglende indgriben kaldes Genovese-syndromet og er opkaldt efter en sag i USA i 1964, hvor 28-årige Kitty Genovese blev stukket ned. Der var 38 vidner til ugerningen, men alle troede, at de andre havde kaldt efter hjælp. Desuden turde ingen blive blandet ind i forbrydelsen.

Syndromet kaldes også the bystander effect og beskriver den psykologiske påvirkning ved, at ingen gør noget, fordi ingen vil påtage sig ansvaret. Nogle er også bange for at tabe ansigt, hvis offeret ikke ønsker hjælp, eller man måske har mistolket situationen.

Godt nok var der ingen direkte vidner til Josef Fritzls grusomheder, men mistroiske folk har opført sig helt normalt ved at lade familien passe sig selv. Og uhyret Josef Fritzl kunne lige så godt leve i Danmark.

Ikke specielt østrigsk.

Samme konklusion prøver Østrigs præsident Heinz Fischer at sælge. I onsdags udtalte han, at »der intet uransageligt østrigsk er i denne sag.«

Der er snart gået to uger, siden Elisabeth Fritzl igen så sollyset og fortalte sin historie til en måbende, kvindelig betjent.

På byens torv i Amstetten, hvor grønne træer skygger for de udendørs caféer, hænger der reklamer for en kommende majfest. Et bredt stykke papir proklamerer, at festen nu er aflyst. Ikke bare en by men en helt land, en hel verden er stadig i chok.

Østrigs kansler, Alfred Gusenbauer, har en hård opgave foran sig, hvis postkort-idyllen og lyden af musik igen skal være det første, man tænker på, når Østrig dukker op. Han er allerede i gang med en charmeoffensiv og har hyret adskillige pr-agenter. Og budskabet til omverdenen er klart:

»Det er ikke Østrig, der er forbryderen. Det er en uhyggelig kriminalsag, men den er et enkeltstående tilfælde. Hele landet skal ikke være gidsel af én mands gerninger.«