De østrigske aviser er rystet efter tirsdagens store overraskelse i kvalifikationen til Champions League. Den ambitiøse og stenrige klub FC Red Bull Salzburg røg nemlig ud til mestrene F91 Dudelange fra lilleput-staten Luxembourg.
Østrigerne tabte første opgør 0-1 og vandt kun 4-3 på hjemmebane. Dermed går amatørspillerne fra F91 Dudelange videre på reglen om udebanemål.
Sportlive.at kalder det for den største blamage siden landsholdets 0-1-nederlaget til Færøerne i 1990, mens tv- og radio-stationen taler om "sportslig bankerot af millionklubben".
FC Red Bull Salzburg er østrigske mestre og har et hold med en anslået værdi på mindst 225 millioner kroner, ifølge østrigske medier.
Red Bull har postet penge i klubben siden 2005, men hvert år har holdet ikke kunnet stå for presset og er blevet slået ud af kvalifikationen til europæisk fodbold.
Chefræner Roger Schmidt vasker hænder og skyder skylden på spillerne.
- At vi ikke kvalificerer os til Europa, er en stor skuffelse. Det er hårdt, men set over to kampe var vi ikke i stand til at besejre vores modstandere, og spillerne tog ikke ansvar, siger Schmidt ifølge Uefa's hjemmeside.
Forsvarsspiller Martin Hinteregger kalder det for en "katastrofe", mens de i den luxembourgske lejr havde en meget følelsesladet oplevelse.
- Det er massivt. Scenariet var bedre end selv en Hitchcock-film. At score tre mål på sådan en arena er ufatteligt, siger præsident Romain Schumacher fra F91 Dudelange.
Nu vil spillerne bare gerne slappe af, inden de i 3. kvalifikationsrunde skal møde slovenske NK Maribor.
- Nu er det tid til at slappe af. Jeg håber, at alle spillerne får fri fra arbejde af deres arbejdsgivere til næste runde, siger angriberen Aurélien Joachim.
/ritzau/