Ritzau
Opdateret kl. 13:33
Østre Landsret imødekommer anklagemyndighedens ønske om at fremlægge nye beviser i Kundbysagen.
Beslutningen er meget usædvanlig. Det sker kun ganske sjældent, at domstole tillader nye beviser, efter at bevisførelsen er afsluttet.
Oprindeligt var planen, at Retten i Holbæk onsdag skulle afgøre, hvorvidt den 17-årige pige er skyldig i anklagen om at ville bombe to sjællandske skoler.
I stedet får anklagemyndigheden nu lov til at styrke sin sag ved at fremlægge de nye beviser.
De nye beviser består af sedler, der for nylig blev fundet i den tiltalte piges sko og i hendes celle i Vestre Fængsel.
Blandt andet er der fundet to breve, som ifølge anklager Kristian Kirk er skrevet til den terrordømte Hamza Cakan.
Derudover er der også fundet en seddel, hvorpå der står en række navne.
- Det er alle sammen folk, der er dømt i danske terrorsager, sagde Kristian Kirk fredag i Retten i Holbæk, da han i første omgang bad om lov til at føre de nye beviser.
En anden seddel, der er blevet fundet, er dateret 30. april 2017. På baggrund af datoen er der ifølge anklageren tale om "helt friske refleksioner" fra den 17-årige pige om hendes situation.
Tilsyneladende beskriver pigen indholdet på sedlen som "sandheden".
- Det, synes jeg, er ekstremt relevant, sagde Kristian Kirk fredag.
/ritzau/