Fødevarekontrollen i Århus har nu fået en anmeldelse af burgerrestauranten Burger King, efter en kvindelig kunde fandt en kakerlak i sin burger.
Den ulækre oplevelse fik 30-årige Stine Kromann-Larsen i fredags, da hun tog en af de sidste bidder af sin burger.
"Jeg råbte bare adrr og spyttede det hele ud," fortæller hun til JP Århus i dag.
Hun har efterfølgende meldt Burger King til fødevarekontrollen, som hun har sendt resterne af burgeren og kakerlakken som bevismateriale.
"Jeg havde kvalme hele aftenen og næste morgen. Det var nok meget psykisk - hele tanken om at have spist en burger med en kakerlak i. Jeg læste på nettet, at de lægger mange æg. Føj," siger Stine Kromann-Larsen til JP Århus.
Ifølge Nyhedsbureauet Newspaqs oplysninger har Burger King selv tilkaldt fødevaresikkerhedsfirmaet Mortalin til at gennemgå restauranten.
Burger King Danmarks driftschef Luca Zucchini sidder angiveligt i møde hele dagen og har ikke tid til interview om sagen.
I stedet undskylder han i en pressemeddelelse for episoden.
"Først og fremmest vil jeg gerne give kunden en offentlig undskyldning for en ubehagelig oplevelse. Burger King har meget strenge procedurer til håndteringen af fødevarer og meget strenge procedurer for hygiejne for at sikre, at denne slags hændelser ikke kan ske," siger han.
Stine Kromann-Larsen fik sine penge tilbage for måltidet og blev også tilbudt et gavekort. Det sagde hun dog nej til:
"Jeg har ikke tænkt mig at spise der igen," siger hun til JP Århus.