Så gik den ikke længere, hverken for aktivisterne eller træerne i Østerild Klitplantage.
Tidligt i morges slog politiet med 50 betjente til og fjernede aktivisterne, som siden fredag i forrige uge har blokeret for træfældningen i plantagen.
Det er sket uden større dramatik.
"Klokken 5 rykkede vi ud med en større styrke og fik banet vejen for maskinerne. Der var cirka 30 aktivister ved garagenanlægget, og dem fik vi væk uden ballade," siger Ralf Larsen fra politiet i Thy til Newspaq.
Der var dog to aktivister, som ikke var helt så nemme at få fjernet, men dem fik ordensmagten væk.
"To aktivister stak af, men dem vi vi hurtigt fanget. De to forsøgte at løbe ind foran maskinerne, men ellers er det hele er forløbet udramatisk," siger Ralf Larsen.
Balladen kan dog være på vej igen, for politiet kan høre, at der er aktivister inde i skoven. De naturelskende aktivister giver nemlig nogle helt specielle lyde fra sig.
"Vi kan høre indianerhyl inde fra skoven, hvor der er nogle, der bor i indianerhytter. Så vores opgave er at holde øje med, at ingen kommer til skade, hvis de skulle komme ud og forsøge at blokere for maskinerne," siger politimanden fra Thy.
Aktivisterne har blokeret for træfældningen, fordi de vil beskytte plantagen, der er fredet. Der skal opføres et testcenter for vindmøller i plantagen.