Hver anden gang et koben, en skruetrækker eller noget lignende bliver brugt til at brække ind i et privat dansk hjem, så bliver det ført af en indbrudstyv fra et østland som Polen, Rumænien eller Litauen.
Østkriminelle står nu bag hvert andet indbrud hos private, vurderer Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter(NEC) overfor Ekstra Bladet. Sidste år løb det op i 21.741 indbrud begået af østeuropæiske kriminelle i Danmark, og mange af de ulovlige indtrængninger bærer præg af at være udført af kriminelle bander.
- Vi ser, at banderne typisk står bag organiserede tyverier og organiserede indbrud i private hjem. Vi kan blandt andet se det ved, at der nogle gange pludselig er en stor stigning i indbrud i bestemte områder, oftest i Jylland, fortæller chefen for NEC, Michael Ask.
Ekstra Bladet har de seneste dage afsløret, at to kriminelle netværk fra Litauen har kastet deres grådige øjne på Danmark og har sendt deres soldater hertil for at stjæle og begå indbrud. Kamuoliniai-netværket og Agurkiniai-banden høre til blandt Litauens hårdeste kriminelle grupperinger og har ved flere lejligheder fået anholdt medlemmer i Danmark.
- Vi ser medlemmer fra disse organiserede grupperinger i Danmark. Blandt andet har vi haft en del fra Agurkas. Der sidder nogle bagmænd i Litauen og styrer det. De sender soldater ud for at operere i eksempelvis Danmark, Norge eller Tyskland og komme tilbage med udbyttet fra deres kriminalitet, siger Michael Ask.
Dansk politi forsøger hele tiden at dæmme op for den kriminelle flodbølge fra øst.
- De omrejsende kriminelle er i øjeblikket et af de højest prioriterede områder i dansk politi. Vi prøver hele tiden at holde øje med de mønstre der er - specielt i indbrudskriminaliteten.