746 milliarder kroner.
Forskning vil fra 2021 fylde endnu mere på EU's budget, hvis ellers medlemslandene støtter området i det finansielle rammebudget for perioden 2021-2027, som Europa-Kommissionen har lagt op til.
Men et stort spørgsmål lige nu er, hvem der skal have glæde af de mange penge i Horizon Europe, som skal erstatte det nuværende Horizon 2020.
Vesteuropa kræver, at pengene skal gå til eliteforskning, mens lande i Østeuropa ønsker penge sikret til regionen. Også selv om forskningen i disse lande ikke er i top.
- Der er nogle, der stiller spørgsmål ved, om vi altid skal holde benhårdt fast, når vi taler forskning, at det altid skal være den bedste forskning. Det mener vi altså. Og det mener vi heldigvis sammen med nogle af de store lande i EU, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.
Spørgsmålet er, om geografiske principper skal indgå i fordelingen, eller om man skal holde sig til topforskning efter det såkaldte excellence-princip.
- Når det handler om forskning, og når vi skal vinde rundt om i verden, hvor der også investeres meget i forskning - i Kina, USA og andre dele - så er man nødt til at holde meget fast på excellence-princippet, siger Ahlers før et ministermøde i Bruxelles fredag.
Han peger på, at andre EU-penge - som eksempelvis strukturfondsmidler - skal bruges til at løfte forskningen i de lande, hvor miljøerne for forskning halter.
Også den franske forskningsminister siger før mødet, at landet støtter excellence-princippet.
- Vi er af helt indlysende årsager meget optaget af at støtte excellence-princippet, siger Frédérique Vidal.
Der er i kommissionens forslag desuden lagt op til, at man sætter penge af til at forsøge at rette fokus på store udfordringer i tiden.
Det er penge til fem projekter - blandt andet behandling af børnekræft, en kvantecomputer og en CO2-neutral by.
- Det er en god idé, for det, vi gør med missioner, er at sige, at forskningen godt nok er det væsentlige. Men det handler jo om at bringe forskningen i spil og få den til at ændre noget ude i samfundet, siger Ahlers.
Ministeren mener, at man lettere kan måle på effekten ved at placere forskningsmidlerne i sådanne meget konkrete projekter.
/ritzau/