Weekenden har stået i rovfuglens tegn, da mellem 500 og 1.000 danskere har haft kikkerten fremme for at få et glimt af en hav- eller kongeørn. Det sker i forbindelse med den årlige ørnetælling.
Ørnebestanden er vokset kraftigt de seneste år, og sidste år blev der optalt 117 havørne og 7 kongeørne .
Men ingen ørne har nogensinde fået unger i statsejede skove, der udgørr en fjerdedel af det samlede danske skovareal. Og det selvom 20 ørnepar fik unger i 2007, og 11 par fik unger året før.
»Det kan godt undre mig, at det kun er i de privatejede skove, at ørnene yngler,« siger lederen af Projekt Ørn, Lennart Pedersen, eftertænksomt fra en bakketop ved Christiansfeld, hvor han er i færd med at tælle ørne.
Mennesker er en trussel
Det undrer også Bo Håkonsson, der er biolog i Danmarks Naturfredningsforening.
»Det skal der bores lidt i, og jeg vil anbefale Skov- og Naturstyrelsen at kigge nærmere på det,« siger han.
Bo Håkonsson har dog et bud på, hvorfor ørnene ikke har lyst til at slå fjerene ned i statens skove.
»I statsejede skove må man gå uden for veje og stier, hvor man i de privatejede skove skal holde sig inden for stierne, og det kan give mindre larm. Det kan være en forklaring,« siger han.
Ørne er nemlig sky fugle, og selv en lille forstyrrelse kan få dem til at forlade rede og unger.
»Menneskelig forstyrrelse nær reden er ofte den største trussel for ynglende ørne,« forklarer Lennart Pedersen.
På grund af vinterferien var det i går desværre ikke muligt at få en officiel forklaring fra Skov- og Naturstyrelsen.
Styrelsen bekræfter dog, at det endnu ikke er lykkedes at få ørne til at yngle i deres skove, men at de for nylig har opsat to ørnereder i Maribo. Måske kan det lave om på den kedelige rekord.
Den 8.-10 februar har der været en landsdækkende ørneoptælling.
Sidste år blev der optalt 117 havørne og 7 kongeørne, og Projekt Ørn, der er en del af Dansk Ornitologisk Forening, regner med at tallet er højere i år.
Ørnens yndlingssted er Maribosøerne, hvor der i år blev spottet 20 ørne samtidig
Den 24. februar afholdes Ørnens Dag, hvor interesserede kan komme nærmere rovdyrene fra 18 forskellige steder i Danmark
I starten af 1900-tallet blev hav-, konge- og fiskeørnen udryddet fra Danmarks natur på grund af skydning, gift og fælder og først i 1995 er konge-og havørnen begyndt at yngle i Danmark igen.