Det bliver et helvede mellem syv og otte.
Øresundsbroen vil sande til i et rent trafikkaos om bare fem år, når 4.000 personbiler skal over sundet. Og det bliver værst fra Sverige til Danmark - 85 procent af pendelerne bor nemlig på den svenske side.
Det forudser selskabet bag broen, Øresundsbro Konsortiet.
- Allerede inden for få år vil der være flaskehalse i myldretiden, skriver konsortiet i et brev til den såkaldte Infrastrukturkommission.
I dag kører omkring 2.000 biler i timen mod København mellem kl. 7 og 8 om morgenen. Om cirka fem år vil der ifølge Øresundsbroen blive trængsel på broen med cirka 4.000 biler i timen. Og om ti år bliver der tæt trafik hele morgenen.
Også togtrafikken forventes at få et spark fremad. Antallet af togpassagerer vil ifølge prognosen stige fra 21.000 om dagen i 2006 til 43.000 om dagen i 2017. Pladsproblemerne i togene vil forværres i de kommende år, og det kræver flere tog og hyppigere afgange, skriver Øresundsbro Konsortiet.
Konsortiet ønsker derfor, at Infrastrukturkommissionen begynder at forbedre vejene i Malmö og Storkøbenhavn, og at der indsættes flere tog i myldretiden.