Øresundsbroen er åbnet igen efter en bilulykke på broen her til morges.
Der er dog fortsat lange køer af biler især fra den svenske side.
Klokken 6.30 skred to biler ud på banen i retning mod Danmark på grund af is på broen og kolliderede med autoværnet på højbroen. Herefter blev trafikforbindelsen, der forbinder Danmark og Sverige, lukket i begge køreretninger. Men nu er der altså åbnet igen.
En person er efter ulykken kommet til skade og er blevet tilset af en læge, efter at bilerne snurrede rundt midt på broen og derefter ramte ind i autoværnet.
- Ulykken skete på grund af glat føre. Der var simpelthen is på broen, som vi ikke havde fået saltet godt nok. Vi regner dog med, at der er køer især fra den svenske side en tid endnu, siger pressevagt Thomas Hedberg fra Øresundsbroen.