København skriger på nye idrætsanlæg. Intet sted i Danmark er det sværere at få en times træning i en hal end i hovedstaden. Problemet har været kendt længe, alligevel er der langt mellem nybyggede idrætsfaciliteter i København.
I øjeblikket svajer der ellers dusinvis af kraner over de københavnske tage i gang med at opføre hele nye bykvarterer. Lejlighed på lejlighed, kontor efter kontor, måske en skole eller en institution i ny og næ. Men nye idrætsanlæg er der i det store hele ingen af i disse nye bykvarterer.
Vil hellere renovere
I Ørestaden, den store nye bydel på Amager, var der 1. januar 2007 solgt over 1,6 millioner etagemeter til nybyggeri. På den plads kunne man lave over 2.000 håndboldbaner, men de eneste idrætsfaciliteter, det er blevet til, er en lille gymnastiksal på det nybyggede gymnasium, samt en golfbane.
»Der er ingen grund til at lægge skjul på, at vi skal til at have bygget nogle idrætsfaciliteter,« erkender Københavns kultur- og fritidsborgmester, Martin Geertsen (V).
Problemet er, at der simpelthen ikke har været penge i kommunekassen til at bygge dem. Københavns idrætsliv har nemlig længe været ramt på to fronter. Ikke alene er der alt for få anlæg, de eksisterende har i årevis stået og er forfaldet i en grad, så flere af dem var lukningstruede. Derfor har man i de seneste år koncentreret indsatsen om at renovere de gamle anlæg.
»Det er efter al sandsynlighed gået ud over nybyggeriet. Man kan jo kun bruge pengene én gang,« siger Martin Geertsen.
Der er stadig plads
Mens Københavns idrætspolitikere har koncentreret sig om de gamle anlæg, er flere nye bydele skudt op. Det kunne se ud, som om politikerne dermed har forspildt en gylden mulighed for at få øget antallet af københavnske idrætsanlæg. Martin Geertsen håber og tror dog, at det endnu kan nås. Men der skal handles hurtigt.
»Det er nu, vi skal til at tænke på idrætsanlæg i de nye bydele. Alternativt står vi med nogle døde bydele,« siger han.
I Ørestaden er over halvdelen af grundene i det enorme byggeprojekt allerede solgt. Og selvom det endnu ikke er blevet til noget idrætsbyggeri, er direktør i Ørestadsselskabet Lars Mortensen fortsat optimist.
»Man skal huske, at Ørestaden er en by i udvikling. Jeg er tilfreds med udviklingen i forhold til, at vi fortsat har plads tilbage, hvor der kan bygges idrætsanlæg. Men hvis du ringer om 20-25 år, og der stadig ikke er bygget noget idrætsanlæg, så vil jeg ikke være tilfreds,« siger Lars Mortensen.