Den tyske Oktoberfest er lørdag ved middagstid officielt blevet åbnet med de traditionelle bayerske ord: "O'zapft is".
Ordene, som betyder "øllet er tappet", blev sagt af Münchens borgmester, Dieter Reiter, som gav det første krus til delstaten Bayerns ministerpræsident, Markus Söder.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Besøgende havde stået i kø i timer for at få lov til at være med på den første dag på festivalen, som afvikles i solskin i skarp kontrast til sidste års regnvejr.
Fra lørdag og de næste godt to uger frem ventes omkring seks millioner gæster fra hele verden at lægge vejen forbi den traditionsrige ølfestival.
Men med store mængder øl følger også risikoen for, at det kan gå galt.
Derfor tages der ikke let på sikkerhedsopgaven i den sydtyske storby.
Omkring 600 betjente og 2200 sikkerhedsfolk skal sørge for ro og orden under begivenhederne. Det oplyser politidirektør i München Michael Dibowski ifølge dpa.
Han siger, at der er skruet cirka 20 procent op for sikkerheden i år sammenlignet med sidste år.
En tjener iført den traditionelle dirndl har hænderne fulde af ølkrus under Oktoberfest i München. Angelika Warmuth/Reuters
Særligt fokus vil der være på seksuelle minoriteter som homoseksuelle og transkønnede. Folk fra LGBTQ+-miljøet skal føle sig trygge, og man vil ikke finde sig i, hvis de udsættes for chikane.
Homofobiske, sexistiske og racistiske fornærmelser er "ikke ligegyldige lovovertrædelser, men alvorlige forbrydelser", siger politidirektør Dibowski.
Sikkerhedsfolkene til Oktoberfesten har op til de festlige begivenheder fået særlig træning, så de lægger mærke til og kan håndtere situationer, hvor LGBTQ+-folk chikaneres.
Politiet registrerede godt nok ikke nogen politisk motiverede forbrydelser begået mod seksuelle minoriteter sidste år, men det er alligevel et vigtigt område at have fokus på, fastslår politidirektøren.
- To mænd, der kysser, eller to kvinder, der holder i hånd, er fuldstændig normalt her. Tolerance er en vigtig faktor for at måle, hvor fredelig Oktoberfesten har været, udtaler Clemens Baumgärtner, som er chef for Oktoberfest, festivalens hjemmeside.
Dette års festival står til at blive to dage længere end normalt. Den varer indtil 3. oktober.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.