Øllet bliver dyrere

Dyrere vand, elektricitet og råvarer vil presse prisen på dansk øl.

Det bliver snart dyrere at købe øl. Ligesom i udlandet vil det danske ølmarked højst sandsynligt også være tvunget til at sætte prisen på de læskende dråber op.

»Vi har ikke besluttet prisstigninger i Danmark, men der er en masse omkostninger, som er på vej op. Vi ved, at vi har fået en stor ekstraregning på vand, og malten er ved at blive dyrere,« siger kommunikationschef i Carlsberg, Jens Bekker.

Over hele Europa er malt-høsten gået dårligt i år, og derfor vil prisen på råvarerne højst sandsynligt stige. Også el, vand og spildevand er blevet dyrere, ligesom mange af de store selskaber indleder overenskomstforhandlinger med de ansattes faglige organisationer i foråret, hvilket kan øge bryggeriernes lønudgifter, fortæller Jens Bekker.

Også Royal Unibrew, der blandt andet brygger Albani og Ceres, er opmærksomme på prisstigningerne.

»Vi har noteret os, at priserne er på vej op, men vi har ikke besluttet os for noget,« siger kommunikationschef Christian Malling.

I England har Carlsberg allerede hævet prisen på en stor fadøl med cirka 1,33 kroner svarende til fem procent, men hvor mange kroner og øre, vi kan regne med at skulle lægge oveni i ølprisen i Danmark, vil de danske bryggerier ikke spå om.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.