To bankrøvere havde i morges mere held med at smadre ruden i et Nordea-filial, end de havde med at styre flugtbilen.
Nordeas filial på M.D. Madsens vej i Allerød nåede lige nøjagtigt ikke at åbne, før to sortklædte mænd dukkede op og smadrede bankens rude med en økse, mens bankens personale var ved at tømme døgnboksen.
Kort efter flygtede de to mænd i en rød Toyota Carina E stationcar, men turen varede ikke længe.
Bilen blev nemlig kort efter røveriet fundet forulykket nær Allerødvej/Nymøllevej. Det skriver eb.dk.
"Vi kan ikke sige, om de har fået noget udbytte med sig, men de er i hvert fald kørt galt og er løbet fra bilen," siger Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til eb.dk.
Politiet har endnu ikke fået et detaljeret signalement af de to røvere.