Tanken om at danskerne skal tvinges til at spare mere op til pension får ingen opbakning hos fagforeningen 3F.
Anita Vium, der er økonom i 3F, mener ikke, det giver mening at indføre tvungen opsparing.
Jyllands-Posten erfarer, at regeringen i de kommende finanslovsforhandlinger vil forsøge at genindføre SP-bidraget, der er en tvungen pensionsopsparing på en procent af alle danskeres løn.
- Det er galimatias, at genindføre tvungen opsparing nu. Det er mindst et år eller to for sent. Alt tyder på, at presset på arbejdsmarkedet er ved at lette, og jeg er meget uenig i regeringens analyse af landets økonomiske situation. Det er ingen grund til at skubbe til en udvikling, som allerede er igang, siger Anita Vium.
Den tvungne pensionsopsparing på en procent blev indført af den socialdemokratiske regering i 1997 og afskaffet igen af den borgerlige regering i 2004.
Medlem af Det Økonomiske Råd, Jan Rose Skaksen, siger til Nyhedsavisen at en tvungen opsparing på en procent vil begræse danskenes forbrug med en halv procent. Han mener modsat Anita Vium fra 3F, at tvungen opsparing er et fornuftigt redskab lige nu.
-Men generelt er det noget rod at regulere konjunkturer med folks private opsparing. Det er svært for folk at lave en langsigtet plan for deres penge, hvis man flere gange ændrer deres pensionsopsparing. Et mere oplagt alternativ er skatter og afgifter, men det ønsker regeringen som bekendt ikke, siger Jan Rose Skaksen.