Regeringen lægger op til at bruge friske milliarder på velfærd, uddannelser og forskning. Ifølge Finansministeriet vil regeringen løfte det offentlige forbrug med 7,5 milliarder kroner - 1,3 procent - hvilket er det højeste siden 2009.
Selv om regeringen dermed sender flere penge ind i en økonomi, der på alle parametre går godt, så er det grundlæggende et fornuftigt udspil set med økonomøjne.
Samlet set påvirker regeringens finanslovsforslag det forventede bnp i 2020 med 0,1 procentpoint. Forud for finanslovsforslaget forventede Finansministeriet, at økonomien ville vokse med 1,6 procent ifølge den økonomiske redegørelse fra august.
- Det politiske indhold i finanslovsforslaget er, hvad det er. Der er ting, man vælger at bruge penge på, og skatter man vil indføre. Det er et politisk valg.
- Men når jeg som økonom ser på balancen, så er jeg ganske tryg, siger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen.
Las Olsen er tryg, på trods af at man normalt politisk forsøger ikke at bruge flere penge, når økonomien går godt, fordi der er mere brug for dem til at stimulere økonomien, når det går dårligt.
Og det går godt i Danmark, hvor arbejdsløsheden er lav, der har været økonomisk vækst i årevis, husholdningerne mindsker deres gæld og krisen i 00'erne ligger trygt i bakspejlet.
- Men for det første kan det godt være, at arbejdsløsheden stiger lidt, og for det andet så er det en meget lille finanspolitisk lempelse, der ikke betyder det store i det samlede regnskab.
- Og det er ikke sådan, at økonomien er overophedet. Det er ikke fordi, at vi allerede kører 200 kilometer i timen, og regeringen så træder yderligere på speederen, siger Las Olsen.
Samme holdning har cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre i en kommentar.
- Lempelsen, som der lægges op til, har svært ved at få mig ud af den acceptable zone. Vi er i bund og grund positivt stemte over for den finanspolitiske holdbarhed, som ligger i finanslovsforslaget, skriver han.
Adspurgt tirsdag, om hvorvidt han frygtede at skubbe til en overophedning, sagde finansminister Nicolai Wammen:
- Vi er i en situation, hvor det går godt for økonomien. Men der er sorte skyer forude - både når det kommer til brexit, handelskrig og at vi i Tyskland og andre lande ser, at hjulene ikke kører ligeså hurtigt, som de har gjort.
/ritzau/