En fødevarekrise af voldsomme proportioner truer verden, vurderer fødevareeksperter og økonomer.
Prisen på majs og sojabønner oversteg torsdag niveauet fra 2007 og 2008, som dengang udløste store uroligheder i mere end 30 lande.
Det er tørken i USA og udsigten til en katastrofal høst, der presser verdensmarkedspriserne i vejret.
USA står for halvdelen af verdens majseksport og en betragtelig del for sojabønnernes vedkommende.
- I dag er katastrofen ægte, hvorimod man i en vis grad kan sige, at prishoppet i 2008 var drevet af spekulation, siger David Nelson, der er global strateg i Rabobank til avisen Financial Times.
- Jeg har været i denne branche i 30 år, og dette er det værste problem med vejret og efterspørgslen, som jeg har set, siger en højtplaceret medarbejder i et handelshus til avisen.
Det amerikanske agentur for atmosfæriske forhold siger torsdag, at der ikke er nogen ende i sigte på den amerikanske tørke. Der vil være høje temperaturer og tørke de næste måneder.
- Det er muligt, at dette kan blive værre, siger agenturets klimatolog Jake Crouch til nyhedsbureauet AFP.
78 procent af den amerikanske majshøst er ramt af tørken og 11 procent for sojabønnernes vedkommende.
Verdensmarkedspriserne på hvede har været mere afdæmpede, men tendensen går opad. Torsdag blev hvede handlet i Chicago nær den højeste pris i fire år.
FN advarer om, at de stigende fødevarepriser vil ramme verdens fattige hårdt.
Økonomer påpeger imidlertid over for Financial Times, at der fortsat er rigeligt med ris på markedet. Ris er en basisfødevare for mange af jordens fattige.
/ritzau/