Udnævnelsen af Lars Rohde som ny nationalbankdirektør betyder, at Nationalbankens ledelse ikke vil være præget af akademiske økonomer, sådan som det ellers tidligere har været normen.
Det konstaterer studieleder Peter Erling Nielsen, der er med i ledelsesgruppen for Økonomisk Institut ved Københavns Universitet.
Han mener i stedet, at Lars Rohde har sin styrke i udkanten af det finansielle system.
- Der er sket et eller andet, så man i dag lægger mindre vægt på det, som man for få år siden tog fuldstændig for givet. Lidt overraskende har vi en direktion, hvor de mere akademiske økonomer slet ikke er repræsenteret, siger Peter Erling Nielsen.
Han mener, at man kunne have suppleret Lars Rohde med at have en topøkonom ved hans side. På tale har været universitetsøkonomer som Peter Birch Sørensen eller Torben Andersen.
Lars Rohde er en dygtig person, understreger Peter Erling Nielsen.
- Han står vel for en slags renhed i det finansielle system, hvor der skal eksterne koste til udefra for at rydde op i bankverdenen, lyder vurderingen.
Dermed kan man godt forestille sig, at Lars Rohde i højere grad vil markere sig i forhold til for eksempel oprydning i banker, der ikke kører godt nok. Men mindre i forhold til kritiske kommentarer til regeringens økonomiske politik.
- Vi har nu en nationalbankledelse, der ikke helt ligner den, man finder i mange andre lande. USA for eksempel, hvor man har Ben Bernanke i spidsen - en fremtrædende økonom med skarpe synspunkter på, hvordan man skal gøre tingene, konstaterer Peter Erling Nielsen.
Han mener, at regeringen muligvis ikke har ønsket en alt for højprofileret og åbenmundet nationalbankdirektør.
Samtidig vurderer Peter Erling Nielsen, at en borgerlig regering næppe ville have kigget efter en nationalbankdirektør i den semi-offentlige pengetank ATP.
Peter Erling Nielsen vurderer, at de fleste iagttagere og eksperter nok ville have sat pengene på Erhvervsministeriets departementschef, Michael Dithmer, som ny nationalbankdirektør.
/ritzau/