FC Nordsjælland har med sidste sæsons mesterskab sørget for et paradigmeskift i dansk fodbold.
Det vurderer sportsøkonom Kenneth Cortsen. Han henviser til, at der var en udbredt holdning til, at FC København ville sidde solidt på fodboldtronen i Danmark i kraft af klubbens overlegne økonomi.
- Mange troede, at der ville ske en polarisering i Superligaen, og FCK ville vinde mesterskabet igen og igen. Men det skete ikke.
- FCN har vist, at man uden et stort sportsligt og økonomisk setup kan vinde mesterskabet, siger Kenneth Cortsen.
Sportsøkonomen peger på, at det samme er sket i Tyskland, hvor Bayern München to sæsoner i træk er blevet slået af Borussia Dortmund.
- FCN har slået igennem med få midler. De har en talentfuld trup og en ung træner. Det samme har Dortmund i Jürgen Klopp, der kom til fra Mainz.
- Pludselig vandt Dortmund mesterskabet to gange i træk med spillere, der kom ud af nærmest ingenting, fortæller han.
Kenneth Cortsen fortæller, at fodbolden i lang tid har været præget af overinvesteringer. Virkeligheden er dog begyndt at trænge sig på de fleste steder.
- Manchester City har købt sig til succes i England. De har kørt med underskud på driften, men er så ejet af en sheik, der kan putte penge i kassen.
- Vi har set, at klubberne i Danmark er tvunget ud i en anden strategi på grund af økonomiske problemer.
- En klub som AaB henter ikke længere fem nye spillere i transfervinduet. De er tvunget til at satse på unge talenter, og det har man haft held til med en spiller som Nicklas Helenius, der var i spil til Danmarks EM-trup, fortæller Cortsen.
/ritzau/