Det er ikke kun samvittigheden og den hellige glorie, der er sundere, når tomater fra økologiske gartnere lægges i indkøbskurven.
Økologiske tomater er sundere end de almindelige. En ny stor undersøgelse viser, at øko-tomater indeholder næsten dobbelt så mange sunde flavonoider sammenlignet med konventionelt avlede tomater, skriver Svenska Dagbladet.
Det menes, at flavonoider kan forebygge hjerte-karsygdomme og måske ligefrem kræft og demens. Det er et ti-årigt forsøg, der nu bliver præsenteret i Journal of Agricultural and Food Chemistry.
- Det her er et virkeligt grundigt studie, hvor man har taget højde for en mængde fejlkilder. Jeg mindes ikke noget studie, som har været så stort og af så høj kvalitet, siger Irene Mattisson, ernæringsekspert ved Livsmedelsverket i Stockholm.