De er ofte dyrere end almindelige kyllinger, men har til gengæld haft et bedre liv på jord. Desværre er de også i højere grad end konventionelt opdrættede kyllinger fyldt med bakterier, der kan gøre dig syg.
Det skriver dagbladet Politiken i dag.
Risikoen for, at mennesker får en infektion med den fødevarebårne bakterie campylobacter gennem økologisk kyllinge-kød er mere end tre gange større, end den er for kyllinger, der er opdrættet konventionelt, viser målinger foretaget af DTU Fødevareinstituttet.
Ifølge målingerne var 90,3 procent af de økologiske slagtekyllinger i 2013 smittet med bakterien, mens det samme gjaldt for blot 28,2 procent af de konventionelt opdrættede kyllinger.
Man er efterhånden nået langt i kampen mod bakterierne i de konventionelle besætninger, men sådan er det ikke på øko-fronten.
Fluer er en af de værste spredere af campylobacter. Men i og med, at økologiske kyllinger - for at være økologiske - skal opdrættes i åbne staldanlæg og have adgang til at rende rundt i det fri, er det ikke muligt at opsætte insektværn omkring en økologisk kyllingebesætning.
Infektion med Campylobacter giver typisk almen utilpashed, diaré, ondt i maven, evt. kvalme, opkastninger og/eller feber. Afføringen er ofte blodtilblandet.
Rigelig indgift af væske for at forebygge og behandle dehydrering som følge af diaré og opkastninger. Antibiotikabehandling hvis bakterierne har spredt sig uden for tarmen samt til personer med alvorlig underliggende sygdom.
Kilde: Statens Serum Instutut