Grønne forbrugere bruger meget tid på at sætte sig ind i økologiens verden, ligesom mange af dem føler, at de står i et dilemma. Konstant forsøger de at tage hensyn til både miljø og dyrevelfærd i deres etiske diskussion med sig selv om, hvilke varer, de skal købe.
Og tit føler de ikke, at de kan finde informationer nok til at kunne tage det rigtige valg, både når det gælder fødevarer, kosmetik og it-produkter.
Det viser en ny undersøgelse fra Leeds Universitet i England, hvor forskeren William Young har interviewet 92 grønne forbrugere.
Bæredygtig produktion
Ud over at tage stilling til sædvanlige ting som pris og farve går de økologibevidste altså også meget op i at støtte en bæredygtig produktion.
»Følelsesmæssigt er det meget svært for forbrugerne at forbruge og samtidig være økologisk eller etisk. De er meget forvirrede,« forklarer forskeren.
Undersøgelsen fastslår også, at øko-forbrugerne benytter sig af EU s energimærkning, når de køber hvidevarer. Derfor er de i syv sind, når det gælder elektroniske artikler som en toaster eller mp3-musikafspiller, der ikke er energimærket.
Forskeren konkluderer, at øko-folk skal have mere hjælp til at kunne vælge varer via oplysning. Tilsyneladende er det lykkedes de danske myndigheder at informere og opmuntre de grønne danskere.
Ifølge tal fra detailhandlen er vi i hvert fald verdensmestre i at købe økologisk. Sidste år steg vores indkøb med 20 procent.
Sundhed og etisk ansvar
En af dem er 32-årige Linette Jensen, der bor i København.
Hun betragter sig selv som en bevidst økologisk forbruger, der køber en stor del af sine fødevarer og så vidt muligt vælger svanemærket kosmetik, som er uden kemiske stoffer. Dog er hun ikke kompromisløs i sine indkøb.
»Det er ikke en decideret livsfilosofi, men det er vigtigt for mig at støtte en bæredygtig produktion og tage hensyn til dyrevelfærd. Og så køber jeg økologisk frugt og grønt for at undgå pesticidrester,« forklarer hun.
»Men jeg ærgrer mig over, at jeg købte en bærbar pc, lige før der kom en miljømærket på markedet,« siger Linette Jensen.
Forbrugerrådet lavede sidste år i november en undersøgelse. Ifølge Forbrugerrådets formand Camilla Hersom viste den, at forbrugerne i Danmark ikke længere opfatter økologi som noget specielt helligt og langhåret, men mere som sund fornuft.
»Forbrugerne vil have økologisk, fordi man bliver fri for problematiske tilsætningsstoffer og rester af sprøjtegift. Og så nævner flere i undersøgelsen, at de også køber økologisk, fordi produktionen er mere etisk forsvarlig, og dyrene har det bedre,« siger Camilla Hersom.
Forbrugerrådets undersøgelse giver ikke svar på, om danskerne har brug for mere information for at kunne tage de rigtige valg og undgå bekymringer.