- Jeg har aldrig hørt noget lignende. Braget var jo ved at trykke vores trommehinder ind,”fortæller Kaj Hansen, som overværede eksplosionen på væddeløbsbanen i Århus lørdag middag.
Han stod i sin café, Tutten, da en eksplosionen raserede en restaurant på væddeløbsbanen.
- Billederne drattede ned fra væggene i vores café, og jeg løb udenfor. Der kunne jeg se store gasflammer, som stod helt op over taget på væddeløbsbanens restaurant, siger han.
Ifølge Kaj Hansen var det et stort held, at ingen mennesker tilsyneladende kom alvorligt til skade.
- Det var et mirakel, at alle overlevede. Både mennesker og heste. Folk løb til alle sider, men dem, der kun var nået omkring 200 meter væk, fik splinter i røven. Det, var det eneste, der skete. Folk var chokerede, men jeg så ingen, der så ud som om, at de var alvorligt skadede.
Kaj Hansen fortæller, at alle vinduer er blæst ud i restaurantbygningen og hele nabolaget.
- Restauranten står som en ruin. Alt er en ruin. Det eneste, der ikke er smadret, er min staldcafé. Nu har politiet beordret os væk og afspærret det hele. Jeg har snakket med folk, som bor en hel kilometer væk, og som også har fået deres ruder blæst ind, siger han.