Ifølge et israelsk øjenvidne, var det en selvmordsbomber, der sprængte en bus i luften i Burgas Lufthavn i Bulgarien.
Øjenvidnet siger til den israelske hærs radio, at han så personen udløse sin sprængladning ved bussens dørindgang.
Ifølge bulgarsk radio står yderligere to busser i brand efter eksplosionen, og bulgarske regeringskilder oplyser, at der foreløbig er tre døde og over 20 er sårede.
Bulgarsk politi har endnu ikke kunnet bekræfte dødsofrenes nationalitet. Men ifølge den israleske avis Haaretz er der adskillige dræbte og sårede israelere.
Der befinder sig omkring 1000 danskere i Burgas-området, men ifølge Star Tours salgsdirektør, Stig Elling, var ingen af dem i nærheden, da eksplosionen fandt sted.
Burgas ligger ved Bulgariens sortehavskyst og er således mange turisters ankomststed, når de skal på ferie ved de populære strande.
/ritzau/AFP