Opdateret kl. 17:06
Et formodet familieopgør er endt med et voldsomt knivstikkeri i boligområdet Vollsmose i Odense.
Det meddeler Fyns Politi, som tirsdag eftermiddag er rykket ud til stedet ved Lærkeparken med flere patruljer.
En 21-årig kvinde er blevet stukket med en kniv og er i kritisk tilstand.
Hun er blevet kørt til sygehuset for at få behandling og er omkring klokken 16.30 fortsat på operationsbordet, fortæller politikommissær ved Fyns Politi Jack Liedecke.
Politiet har tidligere oplyst, at en mand er anholdt. Dog er det sparsomt med oplysninger.
- Vi kan ikke sige så meget på nuværende tidspunkt. Men vi har anholdt en 53-årig formodet gerningsmand. Han er i familie med den forurettede, siger Jack Liedecke.
Hvilken familiær relation de to personer har, vil politiet ikke komme nærmere.
Knivstikkeriet skete i en lejlighed i Vollsmose. Fyns Politi fik anmeldelsen klokken 13.39.
- Intet tyder på, at der er andre implicerede end offer og gerningsmand. Men vi bliver i området for at lave den nødvendige efterforskning, lød det fra Fyns Politi omkring klokken 14.30.
Det er ikke oplyst, hvad motivet for knivstikkeriet kan være. Det arbejder politiet fortsat på at finde ud af.
- Der var flere personer i lejligheden, så dem skal vi have afhørt for at få et overblik over, hvad der er sket, siger Jack Liedecke.
Den 53-årige mand vil tidligst blive sigtet i sagen og fremstillet i grundlovsforhør onsdag. Det vil der blive taget stilling til i løbet af morgenen.
/ritzau/