Sommervejret var det eneste, der ikke spillede ordentlig med, da en god håndfuld af jazzmusikkens allerstørste navne i går aftes havde sat hinanden stævne til et musikalsk topmøde på Friluftsscenen i Den Fynske Landsby.
Trods de senere dages meget kedelige vejr var det lykkes at sælge samtlige 1.400 billetter til den eksklusive jazzkoncert med blandt andre danske Niels Lan Doky på piano, David Sanborn på saxofon og Randy Brecker på trompet. De tre støbte det musikalske fundament for sangerne Gino Vannelli og svenske Lisa Nilsson.
Anden store begivenhed
Med gårsdagens eksklusive jazzkoncert i Fruens Bøge var Odense for anden gang på kort tid vært for en musikalsk begivenhed af de helt store.
Søndag den 24. juni gav Elton John som bekendt koncert på Fionia Park, og eventchef Claus Chr. Koch glæder sig over udviklingen.
»Det viser, at vi kan trække de store navne hertil. Så der er al mulig god grund til at komme her til Odense,« konstaterede eventchefen, da Nyhedsavisen talte med ham før koncerten.
Smalt og eksklusivt
Større danske byer kæmper i disse tider en hård kamp for at tiltrække store musikalske begivender.
Og med gårsdagens flot besatte og udsolgte jazzkoncert har Odense fået markeret sig på en rigtig fornuftig måde, mener Claus Chr. Koch.
»Vi får vist, at vi også har potentialet til at klare de mere smalle og eksklusive musikalske begivenheder.«
Og bedømt ud fra den pæne forhåndsinteresse for koncerten i Den Fynske Landsby vil Claus Chr. Koch bestemt ikke afskrive muligheden for, at det er jazzmusikken, der skal være med til at skille Odense ud fra det store felt af byer, der gerne vil være musikkens mekka.
»Det kan sagtens tænkes, at vi har fundet en rigtig god niche med jazzkoncerter.«