Odense Zoo har sat parkens hanløve Bongo ud på de europæiske dyreparkers byttebørs. Han er nemlig så bidsk over for løvinderne, at han må stå i en indhegning for sig selv. Og det er unaturligt både for Bongo og hunnerne. Derfor vil Odense Zoo nu bytte ham væk for en hanløve af lidt mere omgængeligt gemyt.
»Det er simpelthen så ærgerligt, for han er virkelig så stor og flot,« siger formidlingschef Nina Collatz Christensen.
Bongo skræmmer
Men netop Bongos størrelse er grunden til samlivsproblemerne i løvegrotten. Når dyrepassere har forsøgt at lukke Bongo ind til hunnerne, er de blevet så skræmte af hans størrelse, at de er flygtet fra ham. Det har dog kun pirret den korpulente hanløves jagtinstinkt, og hver gang er forfølgelsen endt i så alvorlige skader på hunnerne, at en dyrlæge har været tilkaldt for at lappe dem sammen.