Af Julie Ruby Bødiker, juru@avisen.dk
Med sine 300 kilo og en tæt gylden manke, der når helt ind under maven, er Bongo et pragteksemplar på en hanløve.
Men hans sociale evner er derimod knap så forbilledlige. Hanløven er nemlig så aggressiv og bidsk overfor løvinderne, at han siden sin ankomst til Odense Zoo i maj 2005 har stået i en indhegning for sig selv. Kun afbrudt af få besøg af den ene hunløve i flokken, som han ikke går til angreb på.
Og det er ikke et godt liv for en løve, mener Odense Zoo. Derfor har man nu besluttet, at Bongo skal aflives.
»Det er det bedste for Bongo. Vi har prøvet at bytte ham væk til andre zoologiske haver, men vi har ikke fået nogen henvendelser, for en bidsk løve er svær at afsætte,« siger zoolog Bjarne Klausen, der regner med, at Bongo vil blive aflivet inden for et par måneder.
Hunløverne og Bongos tre unger kommer dog ikke til at undvære en han i flokken ret længe. Odense Zoo har nemlig allerede fået lovet en ny hanløve fra Burgers Zoo i Holland. Han er halvandet år gammel og skulle efter sigende være noget mere socialt begavet end sin forgænger.