Odense Kommune er på baggrund af TV 2-dokumentarserien "Den sorte svane" klar til at suspendere samarbejdet med advokatfirmaet Horten.
I "Den sorte svane" kan man på optagelser lavet med skjult kamera blandt andet se den nu fyrede Horten-advokat Nicolai Dyhr holde møder med kriminelle og rådgive dem om svindel.
- Vi har brug for en overordentlig god forklaring fra Horten, og får vi ikke det, så vil vi suspendere samarbejdet med dem, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til Ritzau.
- Vi er en by, der selv har haft store udfordringer med rocker- og bandekriminalitet, og vi vil ikke røre ved advokater, der har noget med det at gøre.
Peter Rahbæk Juel siger, at han i sin tid som borgmester har haft en fornemmelse af, at det, man ser ske i "Den sorte svane", har fundet sted i og omkring det kriminelle miljø i Odense.
- Så det at se det i levende billeder og lyd, det er jo som at se tæppet falde. Det går lige i kroppen på mig at se nogle af de bedst betalte advokater i Danmark sidde og - for at berige sig - lave hvidvask og forretninger for rocker- og bandekriminelle.
- Der er ikke noget godt at sige om den verden, og det er mig ubegribeligt, at det kan ske i et ellers så velrenommeret advokatfirma som Horten. Så nu holder vi dem ud i strakt arm, indtil vi får en forklaring, siger Odense-borgmesteren.
Odense Kommune er langt fra den eneste kommune, der har samarbejdet med Horten.
Københavns Kommune har også gjort brug af advokatfirmaet, men det er op til revision, lød det tirsdag fra både sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) og Jens-Kristian Lütken (V), der er beskæftigelses- og integrationsborgmester.