Endnu mangler Fyns Politi hovednøglen til at opklare, hvem der er forældre til det lille babylig, der blev fundet i en plasticpose i Odense Å for godt tre uger siden.
Barnet har nemlig ligget så længe i vandet, at det er svært at skabe en klar dna-profil for barnet.
- Der har åbenbart været problemer med at få lavet en profil. Men vi er sikre på at få den. Vi ved bare ikke nøjagtig hvornår, siger kriminalinspektør Herman Overgaard fra Fyns Politi.
Ni kvinder har indvilget i at afgive dna-prøver, som skal sammenlignes med barnets dna-profil. Alle er kvinder, som omgivelserne mener har været gravide, uden at det står klart, hvad der er sket med barnet.
Far kan findes i database
Passer ingen af kvinders dna-profiler til barnets, kan dets dna måske hjælpe politiet med at finde frem til barnets far.
- Det kan jo være, at barnets far er i vores register. Barnets profil vil blive kørt op imod vores database med kendte profiler. Det sker helt automatisk, siger Herman Overgaard.
Står politiet stadig på bar bund, vil det fortsætte eftersøgningen ved at gennemgå samtlige fødselsrapporter fra Fyn.
En rigtig begravelse
Barnet er endnu ikke blevet begravet. Lige nu ligger det Retsmedicinsk Institut i Odense.
- Vi skulle gerne finde barnets mor, så det kan få en rigtig begravelse. Min fornemmelse er, at vi nok skal finde ud af hvem det er, men at det vil tage noget tid, siger Herman Overgaard.
Politiet får fortsat henvendelser i sagen, som bliver fulgt op.