28 mio. kroner!!! Det er en markant stigning i forhold til tidligere år – og især snyd med sygedagpenge fylder mere i sagerne.
Af de 28 millioner kroner vedrørte 19 millioner kroner uberettigede udbetalinger fra Odense Kommune selv. Resten angik statslige og andre offentlige ydelser.
Selv om kommunen har oprustet kontrolindsatsen, viser tallene, at hver medarbejder i kontrolgruppen i dag afdækker mere snyd end tidligere. I 2023 afslørede 10 medarbejdere bedrageri for knap 23 millioner kroner. I 2025 er beløbet steget til godt 28 millioner kroner – med 12 ansatte i gruppen.
– Jeg bliver vred, når folk snyder fællesskabet og får udbetalt sygedagpenge uberettiget eller arbejder sort, mens de får kontanthjælp eller dagpenge, siger beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell.
Han peger på, at socialt bedrageri undergraver den tillidsbaserede samfundsmodel.
– Derfor skal vi hele tiden blive bedre til at opdage det. Heldigvis har vi dygtige medarbejdere, der bliver mere og mere effektive, siger han.
Sygedagpenge i fokus
Især indsatsen mod snyd med sygedagpenge har givet resultater. Her er besparelsen på kommunens budgetter steget markant de seneste år:
1,8 mio. kr. i 2023
2,3 mio. kr. i 2024
5,8 mio. kr. i 2025
Ifølge kommunen er det især selvstændige erhvervsdrivende, der forsøger at snyde systemet ved at fortsætte driften af deres virksomhed, selv om de har meldt sig syge.
I én konkret sag oplyste en borger, at vedkommende havde lukket sine virksomheder på grund af sygdom. Men kontrol viste, at personen fortsat markedsførte sig på sociale medier, og kontoudtog afslørede betydelige indtægter. Ydelserne blev derfor stoppet, da de ikke var berettigede.
Samarbejder med SKAT og politiet
Odense Kommunes kontrolgruppe arbejder både forebyggende og opsøgende. Det sker gennem sagsbehandling, vejledning af borgere, kontrolbesøg i virksomheder og tæt samarbejde med blandt andre Skattestyrelsen, Rigspolitiet og Udbetaling Danmark.
Når en ydelse stoppes eller reguleres, bliver den økonomiske effekt opgjort efter en fælles metode, udviklet i samarbejde mellem Kommunernes Landsforening, kommunerne og revisionsfirmaet Deloitte.
Tallene viser ifølge kommunen, at en styrket kontrolindsats ikke blot betaler sig – men også sender et klart signal om, at snyd med fællesskabets midler bliver taget alvorligt.