En stor odderbestand er tegn på en god natur og god vandkvalitet. Og odderbestanden breder sig Danmark - faktisk så meget, at den nu nærmer sig grænsen til Tyskland. Det oplyser Skov - og Naturstyrelsen.
For et par dage siden fandt nogle biologer nemlig odder-ekskrementer på nogle sten i Krusåen, som grænser til Tyskland.
Og denne information glæder de tyske naturmyndigheder.
- Eksperterne vurderer, at indvandringen af oddere er nært forestående. Vi håber, at den danske odderpopulation vil finde sammen med de oddere, vi har i Mecklenburg-Vorpommern. Der er tale om et sjældent dyr, der skal beskyttes, siger afdelingsleder Gudrun Beck fra Stiftung Naturschutz, der er en tysk statslig naturbeskyttelsesinstitution.
I 1980 erne var odderne ved at forsvinde helt i Danmark. Bestanden var helt nede på 200 dyr, men i dag er den vokset til 1.500 oddere, vurderer Skov - og Naturstyrelsen, som i over 20 år har arbejdet på at øge bestanden.