Mindst fire tøndebomber med et indhold, der mistænkes for at være klorgas, er tirsdag kastet ned fra helikoptere over det østlige Aleppo.
En lugt af klorin har bredt sig i området, og nogle indbyggere har fået problemer med at trække vejret.
Det oplyser aktivister og lægekilder til Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge nyhedsbureauerne Reuters og dpa.
Sundhedsdirektoratet i det østlige Aleppo siger, at læger har haft adskillige tilfælde af patienter med vejrtrækningsproblemer.
Aktivister i det østlige Aleppo, der er kontrolleret af oprørsgrupper, bekræfter oplysningerne over for dpa.
Lokale aktivister har tidligere beskyldt den syriske regering for at have brugt klorgas ved angreb mod det østlige Aleppo. Regeringen afviser beskyldningerne.
Tidligere på dagen sendte den syriske hær en opfordring til civile i området om ikke at bevæge sig ud på gaderne og holde sig væk fra oprørsgruppernes positioner.
Tidligere på måneden fordømte Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) den formodede brug af forbudte kemiske våben, som både den syriske regering og Islamisk Stat mistænkes for at stå bag.
/ritzau/Reuters