I nat dansk tid holdt USA's præsident Barack Obama sin første direkte tv-tale fra det ovale værelse i Det Hvide Hus. Og ét emne var på dagsordenen - den store oliekatastrofe i Den Mexicanske Golf.
Under talen kom det frem, at Obama vil tvinge olieselskabet BP til at betale for skaderne - og vil derfor tage kontakt til ledelse i dag.
"I morgen mødes jeg med formanden for BP og siger til ham, at han skal sætte ressourcer til side, så selskabet kan kompenser de arbejdere og virksomheder, der har lidt skade på grund af denne uforsigtighed."
I talen gjorde Obama det også klart, at han vil arbejde for, at USA fremover må satse på andre energikilder end olie.
I Greenpeace glæder man sig over den udmelding.
Det er positivt, der er dog et men, siger Greenpeaces danske kampagnechef, Henrik Pedersen.
"Det er ikke mere konkret det her, end at vi kommer til at måle ham på de handlinger, der kommer efter det her. Han taler jo om en grøn energireform og det gjorde han også under valgkampen, men det har vi ikke set meget til endnu," siger Henrik Pedersen til Newspaq.
Eksperter mener nu, at næsten 10 millioner liter råolie løber ud i havet hvad dag.