Landets dårlige økonomi er årsag til, at demokraterne led et alvorligt tilbageslag ved tirsdagens midtvejsvalg.
Det sagde USA's præsident Barack Obama onsdag eftermiddag ved en pressekonference.
Obama sagde, at de amerikanske vælgere er frustrerede over den amerikanske økonomi og ikke mindst tempoet i den økonomiske genopretning.
Republikanerne erobrede 60 pladser og dermed flertallet i Repræsentanternes Hus. Demokraternes flertal i Senatet er dog stadig intakt.
"Folk er frustrerede, meget frustrerede," sagde Obama.
"I løbet af de sidste to år har vi gjort fremskridt, men det er tydeligt, at mange mennesker ikke har mærket disse fremskridt. Og det fortalte de os klart i går. Som præsident tager jeg ansvaret for det," sagde præsident Barack Obama.
Han rakte efter nederlaget hånden ud til samarbejde med republikanerne, hvis ledere dog har svaret igen ved at love at ophæve Obamas store sundhedsreform og at skære udgifterne ned.