Kinesiske protester kunne ikke forhindre det. I dag møder Tibets åndelige leder Dalai Lama den amerikanske præsident, Barack Obama, i Det Hvide Hus i Washington.
Mødet er blevet stærkt kritiseret af den kinesiske regering, der advarer om, at mødet vil skade forholdet mellem USA og Kina.
Men for den kutteklædte eksilleder er besøget i Det Hvide Hus vigtigt, fordi det giver international opmærksomhed omkring hans kritik af Kinas politik i Tibet.
Dalai Lama fejrede i aftes tibetansk nytår med sine landsmænd i Washington og betragter dagens møde med Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton som en god start på det nye år. Det skriver eb.dk.
Sidste år undgik Obama bevidst at mødes med Dalai Lama, fordi han ikke ønskede at indlede sin præsidentperiode med at lægge sig ud med Kina. Det var første gang siden 1991, at en amerikansk præsident afviste at mødes med den tibetanske leder, og præsidentens beslutning blev stærkt kritiseret.
Også Danmark har mærket kinesernes vrede, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sidste år på Marienborg tog imod Dalai Lama. Besøget udløste en mindre diplomatisk krise mellem Danmark og Kina.