Helt som ventet kunne Barack Obama erklære sig som vinder af alle lørdagens tre demokratisk primærvalg. Senatoren fra Illinois triumferede i både Louisiana, Washington og Nebraska, mens Hillary Clinton måtte se sig slået.
- Der står for meget på spil og udfordringerne er for store til at spille det samme gamle Washington-spil med de samme gamle Washington-spillere og forventeet anderledes resultat. Folket vil skrive et nyt kapitel i vores historie, sagde Obama til sine tilhængere i Virginia, der stemmer i kommende uge.
Hillary Clinton valgte at forbigå nederlaget i tavshed og brugte i stedet tiden på at angribe den formodede republikanske præsidentkandidat John McCain.
- Hvis jeg bliver jeres kandidat, skal I ikke bekymre jer om, at jeg bliver slået ud, for jeg har styrken og erfaringen til at lede dette land, og jeg er klar til at gå i ringen med Senator McCain, hvor og hvornår han ønsker det, sagde hun.
Trods Obamas sejre,så er alt stadig fuldstændig åbent i den demokratiske valgkamp. I følge CNN s beregninger har Clinton sikret sig 1.100 delegerede, mens Obama har 1.039. Det kræver 2.025 delegerede at vinde præsidentnomineringen.
Hos Republikanerne bed den konservative og religiøse Mike Huckabee fra sig, selv om alle regner med, at John McCain sikrer sig nomineringen uden besvær. Huckabee vandt republikanernes primærvalg i Kansas suverænt over McCain. Alligevel ser det sort ud for Huckabee. Han har sikret sig 217 delegerede, mens McCain har hele 714. Der skal 1.191 delegerede til at sikre sig nomineringen.
Selv om Huckabee skulle vinde samtlige resterende primærvalg med 50 procent af stemmerne og McCain kun får 40, så er det stadig ikke nok til samlet at slå McCain. Alligevel er Huckabee optimist.
- Jeg kender eksperterne, og jeg ved, hvad de siger: Regnestykket går ikke op. Men jeg har ikke studeret matematik, jeg har studeret mirakler, og dem tror jeg stadig på,sagde Huckabee til sine tilhængere i Washington.