"Må jeg bare sige, at jeg var der. Jeg vidste, at jeg var blevet født. Jeg kunne huske det".
I helt nyt interview med Oprah Winfrey, slår USA's præsident, Barack Obama, igen fast, at han er født på Hawaii. Og at han i øvrigt er træt af "cirkusfolk", der prøver at få billig opmærksomhed.
Senest har den amerikanske milliardær og måske kommende præsidentkandidat for republikanerne, Donald Trump, sået tvivl om Obamas fødselssted. For at holde fokus på vigtige emner som økonomien har Barack Obama derfor givet sig og fundet sin originale fødselsattest frem, fortæller han til Oprah.
"Midt i en debat, hvor jeg holdt en stor tale og republikanerne stemte om deres eget forslag, var den største nyhed min fødselsattest!" siger en hovedrystende præsident.
"Der sagde jeg til mine folk: Selvom det ikke er noget staten Hawaii normalt gør, selvom både republikanernes guvernør og de demokratiske guvernører på Hawaii og alle embedsmænd har bekræftet, at jeg blev født der, så lad os spørge om særlig tilladelse til at få den originale attest, hvis det kan afslutte sagen," siger han til Oprah Winfrey.
Se interviewet, der bliver sendt på amerikansk tv i fuld længe den 2. maj: ABC News