Obamas administration bekræfter nu, at præsidenten fører samtaler med det gigantiske internetfirma Google om dets problemer med Kina. Det sker som et led i firmaets trusler om at trække sig helt ud af det kinesiske marked.
Internetfirmaet, der blandt andet står bag verdens mest anvendte søgemaskine, vil ikke længere operere i Kina under de gældende betingelser, efter at kinesiske spioner har hacket sig ind på selskabets mailsystem.
Hackerangrebet har betydet, at Google som modreaktion nægter at filtrere og censurere indholdet på dets søgemaskine Google.cn, selvom det er et krav fra den kinesiske regering.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, har senest i november talt med sin kinesiske kollega om retten til frit internet, men uden held. Nu har præsidenten bedt udenrigsminister Hillary Clinton om at få en forklaring af kineserne på, hvad der foregår i sagen.
Wang Chen, der er chef for Kinas Folkekongres' informationskontor, mener, at Google har en stor forpligtelse overfor den kinesiske regering i forhold til at filtrere indholdet og skriver i en meddelelse:
"Regeringen er nødt til at spille en rolle i forhold til at 'guide' den offentlige mening på nettet." Det skriver Reuters.
Google og godt 20 store netforetagender blev i december udsat for massive angreb fra kinesiske netspioner, der forsøgte at hacke sig ind på kinesiske menneskerettighedsaktivisters e-mailkonti.