14 dage. Det kan meget vel være den tid, Anders Fogh har tilbage som statsminister i Danmark. For efter en kort tænkepause har USA angiveligt besluttet at støtte Foghs kandidatur, og det bliver offentliggjort til en middag om to uger, hvor Obama åbner sit første Nato-topmøde. Det skriver Politiken.
Fogh deltager selv til middagen, der finder sted i Baden-Baden og markerer Natos 60-års jubilæum.
"Det er det scenario, vi arbejder med nu. Det er jo specielt passende, hvis den nye generalsekretær selv som stats- eller regeringsleder er med til middagen," siger en højtstående kilde i Nato.
Med USA i ryggen lader Foghs eneste forhindring lige nu til at være Tyrkiet.
Pressen i flere store europæiske lande er allerede nu ved at forberede portrætter af den danske statsminister.