Den amerikanske præsident, Barack Obama, møder Myanmars demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi under sit første besøg i det asiatiske land.
Obama møder Aung San Suu Kyi i dennes hjem ved en søbred ikke langt fra storbyen Yangon, hvor hun i næsten to årtier vis har siddet i husarrest under Myanmars tidligere militærstyre.
De to modtagere af Nobels fredspris mødes for at diskutere Myanmars fremtid og muligheder for, at den igangværende reformproces i landet får succes.
Under samtalerne med Obama advarer Aung San Suu Kyi om ikke at stille alt for store forventninger til reformprocessen.
- Jeg advarer mod risikoen for en slags fatamorgana af succes. Det vanskeligste tidspunkt under en reformproces er, når vi tror, at succes er inde for rækkevidde, siger Aung San Suu Kyi til Obama.
Den amerikanske præsident besøger Myanmar under sin første rejse til udlandet, efter at han blev genvalgt for 14 dage siden.
Hensigten med besøget i Myanmar, der i årtier har været styret af generaler, er at give sin støtte og opfordre til at fortsætte reformarbejdet, som den ny præsident Thein Sein har sat i gang.
Under besøget ventes det, at Obama lover økonomisk støtte til Myanmar på cirka en milliard kroner.
/ritzau/AFP