Kaare Sørensen skriver fra New York.
Amerika er ikke samlet. Det er et yderst delt samfund stadig splittet mellem hvide og sorte.
Og det er det vigtigste spørgsmål – langt foran økonomi, terrorisme og arbejdspladser.
Den amerikanske sorte præsidentkandidat Barack Obama var usædvanlig direkte i en længe ventet tale i Philadelphia, som politiske analytikere allerede nu kalder ”historisk”.
Vi må forstå hinanden
Obama gjorde det klart, at Amerika må forstå hvides frygt mod sorte - som for eksempel hans egen hvide bedstemor, der ofte var racistisk.
Og at Amerika må forstå de sortes frustrationer over samfundet – i stedet for at skubbe dem bort som idioter.
- Vi må erkende, at vi ikke er færdigt med racespørgsmålet. Slet ikke, sagde Barack Obama.
I talen gik Obama direkte mod den meget kritik, som er kommet af hans lokale kirkeleder, den sorte pastor Jeremiah Wright, der blandt andet har insinueret, at amerikanerne selv er skyld i 11. september, og at hvide amerikanere stadig styrer samfundet.
- Det her kræver en tro på, at samfundet kan forandres. Problemet med talen (fra den sorte pastor, red.) var ikke, at han talte om racisme. Men at han talte om samfundet som noget, der ikke kan forandres. Det kan det.
Vi har ikke noget valg
Spørgsmålet om Obamas hudfarve har kun været en lille del af den amerikanske valgkamp indtil nu. Men med talen forsøger Obama at få emnet helt frem – ganske som det har været i hans to bøger om det amerikanske samfund og hans opvækst.
- Jeg har aldrig været så naiv, at tro, at vi kan komme forbi racespørgsmålet på blot én valgkamp – eller med bare én sort kandidat. Specielt ikke med en kandidatur, så uperfekt som mit eget. Men jeg tror på det. Tror på Gud og det amerikanske folk, hvis vi står sammen, så kan vi komme videre. Vi har ikke noget valg, sagde Obama.
Læs hele talen på New York Times hjemmeside her eller se den herunder.