Lovene om miljøforurening er forældede og fra en tid før USA begyndte at udvinde olie på meget store havdybder.
Sådan synes den amerikanske præsident at mene, efter at han i dag meldte ud, at der skal fokus på de nuværende utilstrækkelige love, og han opfordrede derfor Kongressen til at komme med en række ændringer, skriver CNN.
"Vi havde en åben samtale om, at de love, der er trådt i kraft, ikke har været tilstrækkelige til en krise af denne størrelse," sagde han i et møde med Kongressens ledere i Det Hvide Hus.
"Det er min personlige overbevisning, at vi er nødt til at sætte fokus på en fremadrettet energi-dagsorden, der skaber arbejdspladser, og som sikrer, at vi er førende på solenergi, vindenergi og biodiesel. Vi vil stadig bruge olie, og vi fortsætter med at anvende andre fossile brændstoffer, men vi er nødt til at begynde med planlægningen nu, så vi kan blive ledere i vores energi i fremtiden," fortsatte præsidenten.
Præsidenten mødtes efter mødet med pårørende til de medarbejdere, der blev dræbt ved eksplosionen på boreplatformen 'Deep Horizon' den 20. april.
Obama har siden katastrofen været kritiseret for ikke at gøre nok i kølvandet på olieudslippet, der betegnes som det værste i USA's historie.