Planen skal ifølge den amerikanske præsident ikke bare løse de aktuelle økonomiske problemer, men også bringe den amerikanske økonomi stærkere ud i den anden ende.
Obama sagde mandag aften på en pressekonference, at finanskrisen er den største krise, der har ramt USA i årevis, og understregede, at krisen i dag er global.
"Der er tale om en historisk krise. Arbejdsløsheden har ikke været højere i 18 år, og der er tale om en nedad-gående spiral, hvor tingene kun bliver værre," sagde den kommende præsident.
På konferencen lovede Obama en storstilet økonomisk redningsplan, der ikke bare skal få økonomien på ret køl igen, men også skal skabe grobund for vækst i fremtiden.
"Vi skal have en redningsplan, der ikke bare redder Wall Street, men også den almindelige mands økonomi. De to ting hænger sammen, og derfor skal vi både genskabe tilliden til økonomien på finansmarkederne og i middelklassen," gentog Obama flere gange på konferencen.
Fremtidssikringen skulle blandt andet ske ved at gøre en satsning på grøn teknologi, sundhedsforsikringer og en saltvandsindsprøjtning i uddannelsessystemet til en del af planen.
Obama afviste at sætte tal på, hvor meget planen vil koste de amerikanske skatteydere, men slog fast, at den skulle være tilstrækkelig til at løse problemerne.
"Der er ingen genveje ud af krisen, der har været under opbygning i flere år. Men jeg har tillid til, at vi kan arbejde os ud af den - det har vi gjort før," sagde Obama.
Han præsenterede samtidig et hold af toprådgivere med den kommende finansminister Timothy Geithner i spidsen.