TV 2 har købt rettighederne til at sende hyldestkoncerten for præsident Barack Obama, og den kan således opleves på fredag kl 23.15.
Showet hed 'We are one - the Obama inaugural celebration at the Lincoln memorial' og blev, som navnet antyder, afholdt ved Lincoln Memorial i Washington DC. Samme sted, som Barack Obama i tirsdags blev fejret som USA's nye præsident.
Hyldestkoncerten bød på så store navne som Bruce Springsteen, Mary J. Blige, U2, Sheryl Crow, Herbie Hancock, Usher, Stevie Wonder, Shakira og udover musikere også kendte navne som Tom Hanks, Jamie Foxx, Martin Luther King III, Queen Latifah og Denzel Washington.
Beyoncé Knowles var en af de mange musikere, der optrådte til koncerten. Hun sang Etta James nummer 'At Last', og det var efter sigende en meget rørt Beyoncé, der stod på scenen. Hun formåede da også at frembringe tårer frem i øjnene hos Mary J. Blige samt mange af de tilstedeværende.