I dag tirsdag kaster præsident Barack Obama sig ud i en to dage lang charmeoffensiv i hjertet af den amerikanske midvest.
Dermed tager han hul på demokraternes valgkamp op til midtvejsvalget i november 2010.
Forud for charmeoffensiven forsøger Barack Obama at lokke mange af landets mindretal til stemmeboksene. De var nemlig med til at sikre ham sejren i 2008.
På en video, der er sendt rundt via internettet, taler Obama derfor direkte til de demokratiske aktivister, der skal ud og mobilisere vælgerne til efterårets midtvejsvalg.
"Det er op til jer at sikre, at de unge, afroamerikanere, latinoer og kvinder, der var drivkraften i vores sejr i 2008, står sammen igen. Hvis I sørger for, at førstegangsvælgerne fra 2008 stemmer også stemmer til november, så kan vi sammen skabe forandring, håb og fremgang for de fremtidige generationer," siger han ifølge The Sidney Morning Herald.
Meningsmålinger viser, at demokraterne, trods flere store indenrigspolitiske sejre, kommer til at kæmpe hårdt for at bevare partiets flertal i begge Kongressens kamre.
Derfor går turen de næste to dage til staterne Illinois, Missouri og Iowa, der alle er hårdt ramt af den økonomiske krise.