Der er stadig 145 dage til valget.
Og mens mange havde troet, at Hillary Clintons farvel fra valgkampen ville skade demokraterne, så sker præcist det modsatte.
For hver eneste dag stiger den unge præsidentkandidat Barack Obamas tilslutning i meningsmålingerne.
Fra 46 procent i begyndelsen af måneden, til 47 procent og i dag 48 procent, viser CNN's seneste samling af meningsmålinger fra Gallup, NBC, Wall Street Journal og CNN selv.
43 procent ville stemme på McCain og ni procent siger, at de er stadig er i tvivl.
Dermed er forskellen mellem de to kandidater steget fra blot én til fem procent.
Obama bedre til tal
Det vigtigste emne i valgkampen er foreløbig økonomien.
Her påvirker det især mange amerikanere, at benzinen nu i gennemsnit koster over fire dollars for en gallon - svarende til fem danske kroner per liter.
Og her er Barack Obama manden, der igen kan give amerikanerne billig benzin, stoppe tvangsauktionerne og genoprette økonomien, siger 50 procent af de registrerede vælgere.
Kun 44 procent siger det samme om McCain, viser en måling fra CNN og Opinion Research Corporation.
Men altså: Der er 145 dage og mindst lige så mange meningsmålinger før valget den 4. november.
Kaare Sørensen skriver fra New York.